Hvis djævelen er i detaljen, så er gud i helheden. Og den bedste helhed er enkelheden. Den stræber jeg efter. Men “simplicity is not a very simple thing,” sagde Charlie Chaplin. Enkelheden og klarheden kan være hårdt arbejde. Men det er arbejde givet godt ud, når det bliver til et holdbart springbrædt for kreativiteten.

Det starter med at sætte sig ind i stoffet. “At skrive er at formidle viden. Det er svært, hvis man ikke har nogen,” sagde angiveligt Niels Halding. Researchen afhænger naturligvis af opgaven, men jo mere, jo bedre, for her gemmer de vigtige indsigter sig, og ofte de gode ideer.

Jeg har ikke nogen fast skabelon for vejen til den rigtige løsning. “En film skal have en begyndelse, en midte og en slutning. Men ikke nødvendigvis i den rækkefølge,” sagde filmskaberen Jean Luc Godard, og sådan er det også med kreative processer. Men selv om faktorernes orden kan være ligegyldig, så skal kommunikation have en afsender, en modtager og et budskab – og når jeg debriefer til en opgaveløsning, så er det vigtigste for mig at få de tre hjørner tegnet klart op.

Jeg kan være ganske selvkørende på tekst, strategi, koncept og idé. Men jeg holder også af at samarbejde og videreføre. Jeg henter energi fra mine kunders engagement, indsigt fra deres viden, og inspiration og kompetence fra de kolleger fra netværket, jeg måtte teame op med til den enkelte opgave – AD’ere, webdesignere, fotografer, filmfolk og andre, der kan det, jeg ikke kan.